Psykodynamisk tilgang

- med fokus på tilknytning, affektregulering og mentalisering

I børns udvikling sker der en konstant følelsesmæssig udveksling med mor, far eller andre omsorgsgivere, som er med til at danne barnets hjerne. Dette samspil er essentielt for udviklingen af en sikker, tryg tilknytning, der har stor betydning for barnets relationer livet igennem. Det har også betydning for, hvor godt barnet kommer til at regulere sine følelser senere hen, for det kræver, at det er blevet reguleret på en god nok måde af dets omsorgsgivere utallige gange op gennem opvæksten. Nogle børn er vanskeligere at regulere - det handler om forskelle i temperament. Men betydningen af disse mange oplevelser af at blive forstået, rummet og hjulpet af én, der er mere moden end en selv - har afgørende betydning for, hvordan man er reguleret i forhold til ens temperament.

Undervejs i udviklingen bliver barnet bedre og bedre i stand til at forstå sig selv og andre. Det udvikler en evne til det man indenfor psykologien kalder at mentalisere. Det handler om, at man bliver i stand til at se sig selv udefra og se eller fornemme, hvad der er på spil indeni andre. Det er en væsentlig evne at udvikle for at kunne klare sig godt socialt, men også for at kunne være i stand til at lære sig selv at kende og regulere sine egne følelser.

Disse elementer i udviklingen er ofte også områder, hvor de fleste voksne mennesker, der opsøger terapi, vil have større eller mindre udfordringer med. Det handler om, hvilke erfaringer man har med følelser og andre mennesker - hvordan man er blevet mødt. Det er blandt andet også baggrunden for, at man indenfor forskning i psykoterapi ofte finder, at disse elemeter uanset den teori, man arbejder ud fra, er blandt de mest virksomme "ingredienser" i terapien. I terapien kan man således få nye erfaringer med relationen til en anden, sig selv og sine følelser, der kan skabe heling af gamle mønstre, som man har båret med sig i livet.