Om kroppens betydning

- Eller lidt om vigtigheden af at spise et stykke chokolade absurd langsomt

For nyligt blev jeg for første gang i flere år spurgt til mit speciale, der omhandlede kroppens betydning i psykoterapi. Uden jeg har tænkt over det, er temaet kommet til at præge min tænkning omkring mange forskellige forhold, men det er godt at få sat nogle flere ord på, hvad det egentlig betyder for min forståelse af mennesker og hvad der er vigtigt i terapi.

Vi skal helt tilbage til filosoffen Descartes (1596-1650) for at forstå, hvordan læren om mennesket er blevet skilt ud i forskellige videnskaber såsom lægevidenskab og psykologi. Descartes er berømt for sætningen: "Jeg tænker, altså er jeg". Han formulerede en filosofi omkring adskilelsen mellem det kropslige og det sjælelige, med vægtning af det sjælelige (der i vor tid kan sidestilles med det psykiske niveau) som noget mere ophøjet end kroppen og som det, der er beviser vores eksistens. Men den forståelse af skarp adskillelse mellem krop og sind er - så grundlæggende som den har været for vestlig tænkning i de følgende århundreder og fortsat er det - ikke hensigtsmæssig.

Denne forståelse udfordres til stadighed også af bevidsthedsvidenskaben og psykologien, bl.a. med fænomenologien og den til gang, man kalder embodied cognition (kropslig tænkning). Vi har en hjerneforsker i Danmark, Kjeld Fredens, der bl.a. kommer ind på emnet i sin fremragende bog "Læring med kroppen forrest" fra 2018. For kroppen er som udgangspunkt det sted, alle oplever verden fra. Vores oplevelser og selv vores tanker er formet af den krop, som vi har og dens relation til omverdenen. Det gælder især hos små børn, men det gælder for mennesker i alle aldre. Kroppen er også indlejret i sproget. Fx: Vi "be-griber" verden, vii "tygger på noget", vi "står fast" osv.

Men hvis vi tænker lidt videre over den betydning, som den dualistiske tankegang har fået, får vi også mulighed for at forstå også vores samfundsudvikling på ny måde. For eksempel den teknologiske udvikling. Tanken har altid bevæget sig hurtigere end kroppen. Men hvilken betydning får det, når vi nu har udviklet teknologier - biler og internet - der kan ophæve den langsommelighed, som kroppen hidtil har budt os? Er det ikke bare lykken?

Det er min hypotese, at vi her står ved roden ved mange moderne menneskes psykiske udfordringer. Vi har glemt, at vi har brug for kroppen. Behovet for at mærke kroppen kan ikke ophæves, men når det ikke bliver opfyldt, begynder kroppen at "larme" - vi får måske stresssymptomer, diffuse smerter, hjertebanken, hovedpine osv. Vi kan ignorere kroppen så længe, at vi begynder at udvikle egentlige sygdomme, eller angst eller depression, hvor kroppen enten sender fejlsignaler om fare som ved angst, eller stiller sig massivt i vejen for vores glæde og udfoldelse, som ved depression. Det kan også være, at den manglende forbindelse får os til at forsøge at mærke eller regulere kroppen på mere ekstreme måder, fx via tatoveringer, marathon eller anden ekstremsport, eller mere destruktivt i form af selvskade eller misbrug.

Vi er nødt til at genlære os kontakten til kroppen, at bevæge os langsomt fx gennem yoga, gåture eller havearbejde, eller at gøre ting manuelt igen, fx med mindfulness øvelser, der kan handle om at vaske op med bevidsthed eller spise et stykke chokolade absurd langsomt. Vores psyke er nemlig ikke gearet til det tempo, som tanke og teknologi nu sætter for os, som om vi ikke havde en krop. I hverdagen bliver det vigtigt at mærke sine reelle behov, fordi vi ofte benytter teknologi der suger os ind i en anden verden eller reducerer det kropslige til at være alene to observerende øjne. Vi har mistet balancen mellem at fordøje de indtryk vi får, inden vi tager noget nyt ind, eller sagt på en anden måde: De teknologiske vinduer kan ligne afslapning, som at stirre ud af vinduet på træerne, men er i virkeligheden det modsatte. Så i stedet for at blive opladt med ny energi, bliver vi overstimuleret og får endnu mere brug for ægte hvile. Disse generelle betragtninger vil have en indvirkning på rigtig mange og være en del af de vilkår, som det moderne menneske skal til at lære at forholde sig til.

Men kroppen har også betydning mere specifikt i forhold til den enkelte. I terapien kan kroppen give vigtige informationer. Det er muligt at distancere sig fra følelser eller tilstande ved hjælp af ord, men kroppen sender ofte små signaler om, hvad der virkelig er på spil. Når man lukker af for følelser, som man nogle gange benytter som strategi for at tilpasse sig forskellige situationer, kan man også komme til at lukke af for kontakten til sin egen vitalitet og glæde. I ekstreme tilfælde, ved traumer, kan nogle mennesker miste forbindelse til kroppen fuldstændig for at overleve. Omvendt kan personer med vanskelige opvækstvilkår eller udviklingstraumer oversvømmes af følelser, der kan være svære at håndterere og gøre det yderst vanskeligt at falde til ro igen. Hvad enten kroppen og dens reaktioner fylder for meget, eller mærkes for lidt, er det i kontakten mellem de kropslige og psykiske niveauer at vi mærker, at vi er i live og vitale. Ikke når vi tænker. Det er derfor et vigtigt fokuspunkt for terapien at beskæftige sig med dette forhold, for at støtte dig i at komme tilbage i balance.